Ponta Delgada er den største by på Sao Miguel, og øernes hovedstad. Der bor knap 69.000 indbyggere i byen. Byen er grundlagt omkring år 1450, og selve bykernen består mestendels af huse og kirker i kolonistil, som sammen med de mønstrede fortove giver en rigtig hyggelig stemning. Visse dele af byen er måske en smule slidt, men der er stadig denne her hyggelige og afslappede stemning, og sjovt at se det væld af butikker der er her, en lang række specialforretninger lige fra renseri over tæppehandler til mærkevaretøj som Tommy Hilfiger, et utal af cafeer og restauranter, og en del supermarkeder især i bymidten. En stor del af bylivet er centreret omkring havnefronten, her finder du både yellowbus stoppestedet, alle lokalbusserne, turistkontoret, mange af de gamle smukke bygninger, en del af byens restauranter og cafeer, indkøb mm.
Uanset om du har køkkenfaciliteter hvor du bor i byen eller ej, bør du besøge det lokale marked Mercado da Graca. Her handler de lokale, og du kan købe alt fra grøntsager og frugter (pas på med prisen på ananas, det er en af øens specialiteter og det er nok det dyreste jeg har set hernede), nødder, olier, kød og fisk. Alt sammen lokalt produceret og til yderst rimelige priser. Jeg foretrækker selv at spise på de små cafeer, fx dem der er mærket Delta, dels oplever du mere af den lokale stemning, dels er de ofte billigere end de mere turistprægede restauranter. En omelet med lidt salat og pommes frites og en sodavand koster omkring 6 euro.