Lørdag var jeg godt øm i benene efter to dage dels med vandring, men ikke mindst med ned- og opklatring ved Lagoa do Fogo, så der sov jeg længe og slentrede lidt rundt i byen. Ponta Delgada er hyggelig at gå på opdagelse i, bare kigge på mennesker, se på alle de forskellige specialbutikker der er, og sidde på en cafe og nyde et glas portvin. Og måske planlægge en tur mere.

Søndag var det så tid til turen til Furnas, som er (endnu) en by beliggende i et vulkankrater. Vulkankrateret er 6 km i diameter, og det eneste af de tre store vulkankratere på øen, hvor du både kan se og lugte den vulkanske aktivitet. Da jeg skulle med den kollektive trafik var eneste mulighed kl. 07.00, hvis jeg skulle have noget ud af dagen, den sidste bus gik nemlig tilbage til Ponta Delgada kl. 17.10. Da jeg stod på bussen satte jeg mig på forsædet, ville jo gerne kunne se noget på turen, det var en del af øen som jeg ikke havde været på før.

Der var kun to andre med bussen, så jeg spredte mig over begge sæder, og det gik fint indtil jeg nåede Ribeira Grande, hvor en ældre portugisisk kvinde steg på. Hun skulede ondt til mig, sagde noget til chaufføren, prikkede mig på armen og viste, at jeg skulle samle mine ting sammen, så hun kunne sidde ved siden af mig samtidig med at hun sagde en masse til mig på portugisisk. Så satte hun sig der og tronede og brokkede sig højlydt til de to chauffører, som var på bussen der. Det var tydeligt, selvom jeg ikke forstod en dyt af hvad hun sagde, at jeg havde taget hendes plads. Der burde jeg nok bare have resigneret og flyttet mig, men jeg blev stædig og måske en lille smule barnlig og blev siddende - og der sad vi så hele vejen til Furnas.

Da jeg ankom til Furnas, spiste jeg lidt morgenmad og fandt det lokale turistkontor, hvor jeg fik en guide til hvad jeg skulle se i byen og ved søen. Først gik jeg til den del af byen (det lyder stort men det er det ikke), hvor geyserne er. Det er helt fantastisk at opleve naturens krœfter på den måde, det har jeg kun tidligere set på Island. Der var anlagt en fin lille park rundt om geyserne, som alle havde navne.

Derefter gik jeg til den anden ende af byen for at finde Terra Nostra parken, som skulle være virkelig smuk og med mange fugle, samt flere af de termale bade, som jeg prøvede i Caldeira Velha. Langs med hovedvejen kom jeg forbi et flot grønt område med en å, flotte bede og et smukt anlagt “vandfald”. Furnas er i det hele taget meget idyllisk, og de grønne områder meget velplejede. Da det kostede 8 euro bare at komme ind i Terra Nostra parken, også selvom man ikke skulle bade, sprang jeg det over, og begav mig i stedet ned (eller op og ned) mod søen. Efterfølgende har jeg dog fortrudt, at jeg ikke fik set Terra Nostra parken, så jeg kan kun anbefale, at man ikke som jeg får et midlertidigt anfald af sparsommelighed lige der.

På vej til søen mødte jeg den finske kvinde fra Yellow bus turen i fredags, os der ledte efter bussen i Sete Cidades sammen. Så vi slog følgeskab resten af dagen, rigtig hyggeligt. Det kostede 2 euro at gå rundt om søen, egentlig mærkeligt men jo ikke mere end det var til at overkomme. Ved søen var der flere geysere, og clou’et her var, at de lokale restauranter tilberedte den lokale gryderet i huller i jorden tæt ved geyserne og havde så restaurantens navn stående på et skilt ovenpå jorden. Vi gik rundt om søen, som i forhold til ildsøen og tvillingesøerne bare var en sø, smukt beliggende men ikke noget specielt.

På vej rundt om søen kom vi til en lille park, Mata Jardim, som absolut er værd at besøge, til 3 euro. I parken var der en smuk gammel kirke Capela de Nossa Senhora das Vitórias, og en halv times vandretur inde i parken et smukt lille vandfald i regnskovslignende omgivelser. Parken var ikke så velplejet som resten af området, men det var egentlig dejligt at gå i mere “vilde” omgivelser. Det kan kun anbefales.

Derefter gik vi tilbage til byen, fandt en restaurant og bestilte den lokale gryderet Cozido das Furnas bestående af okse-, svine- og kyllingekød, pølser, diverse kål, gulerødder og kartofler, med ris og sauce til. En lidt fed ret, men det smagte overraskende godt. Efterfølgende tog vi bussen tilbage til Ponta Delgada. Busturen tager ca. 1 time og 45 minutter hver vej.

Når man rejser alene og er lidt udadvendt, er det forbløffende let at komme i kontakt med andre der også rejser alene. De fleste mennesker vil gerne have lidt selskab i ny og næ, og for mig er det en del af oplevelsen også at møde mennesker fra andre kulturer og andre lande.

Efter at have gået godt 20 km den dag, blev mandag dedikeret til endnu en hviledag, som jeg igen til dels brugte på at slentre rundt i Ponta Delgada, og spise frokost på en lokal restaurant, hvor jeg faldt i snak med to hollændere, som også var på Azorerne for første gang.